Maria-magdalena

I fremtiden finder du mig her: 

 www.slavindemariamagdalena.wordpress.com

På gensyn

/ maria magdalena.

Jeg tror, jeg flytter. Det plejer ellers ikke ligne mig at følge med strømmen, men sådan ender det nok her.

Flytter ikke sådan fysisk, eller jo det gør jeg også, men lige nu gælder det bare min blog.

Snart 2 år her på smartlog er det blevet til, og små 200 blog indlæg, og egentlig har jeg været godt tilfreds med stedet. Men jeg ønsker mig at kunne ligge lidt billeder på i ny og næ, og mine evner rækker ikke her på smartlog.

Mildt sagt er mig og teknik bare en dårlig kombination. Jeg er ugidelig til at få det lært, så lige nu ville jeg bare ønske der kom en frelsende engel og vupti flyttede hele bloggen for mig, satte den op med mit billede, og spurgte hvilken farver jeg kunne ønske mig. Lidt ligesom når bilen lyser for olie, og man står der på tankstationen med den ny indkøbte olie, og en kildevand med brus, og har skruet samtlige låg af, der kan skrues af i motorrummet. Så laver jeg lige den der ” lign en blondine i havsnød ” og lægger an til at fylde vand i olie-dimsen. Den er sten sikker, der kommer altid hjælp, faktisk tror jeg slet ikke det handler om nogen får medlidenhed med mig, for folk har da nok i deres eget. Jeg tror mere det handler om deres egen position som redningsmanden, den der har magten og styringen og hjælper lille uvidende mig. Så vi bytter faktisk bare, en tjenesteydelse i form af lidt praktisk hjælp, mod en kortvarig oplevelse af macho-mand. (”Godt” Danmark er så udsultet på den type mænd)

Egentlig en dum strategi at afsløre alt dette, når nu jeg har akut behov for hjælp til at flytte min blog, og sætte en ny op. Jeg må nok indse jeg må gøre arbejdet selv, og ville egentlig bare lige sige :

”Jeg roder lidt rundt – så hvis bloggen pludselig forsvinder, eller der sker noget andet mærkeligt, er det altså bare derfor – men jeg vender stærkt tilbage, når jeg er færdig med at fumle”

Bless maria magdalena.

I starten da jeg bloggede, havde jeg intet begreb om hvad det medførte. Jeg sad trygt og naivt hjemme bag skærmen, og følte mig helt anonym. Den dag i dag, ved jeg billedet er lidt mere nuanceret.

Jeg blogger fordi jeg kan li det. Det er her på bloggen, det er legalt at lufte mit ego, og lade min selviskhed sparke røv. Ind i mellem blogger jeg om så kedelige tanker, at de da umulig kan have nogen som helst interesse for andre at læse. Men jeg er ligeglad, jeg blogger for min skyld, ikke for din.

Jeg ved godt både Herren og jeg er kontroversielle personligheder, og håbet er da at min blog tegner et ærligt billede af hende jeg i sandhed er.  Når jeg lufter min livsstil eller bringer springfarlige emner op, ved jeg skam godt det ikke er alle der klapper i deres små nuttede barnehænder af  bare begejstring. Tro mig, jeg bloggede ikke sådan her, hvis ikke det var fordi jeg dybest set er ligeglad med fremmede folks mening.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke sætter pris på de kommentar jeg får, som er bevidsthedsudvidende og konstruktive og som får mig til at tænke og reflektere ”på den fede måde” – så skulle man da også være et skarn.

Kender du mig så, blot fordi du har læst min blog ? Måske har mødt mig flygtigt. Der til må jeg sige klart nej, det gør du ikke. Du kender en lille flig af mig, en del du måske aldrig selv havde været i stand til at ”se” hvis du blot havde mødt mig. Jeg mener selv at jeg er så tilpas civiliseret og kontrolleret et menneske, at du ser netop det billede jeg vælger at vise dig. Det du får - er med andre ord - det jeg vælger at gi´. Det er med fuldt overlæg.

Så jeg er ligeglad med, at du ikke mener jeg har fået noget ud af mit liv !!! 

”Fået noget ud af” hør det lige, det lyder så grådig at jeg får kvalme. Så du der vurdere og dømmer, har tydeligvis ikke samme værdinormer som jeg.

 Ja faktisk er jeg er ikke bare dansk middelmådig godt tilfreds, jeg er inderligt taknemmelig for de velsignelser jeg har i livet. Jeg hviler, nyder, glædes, elsker og elskes.

Hvad mere skulle jeg dog kunne gøre krav på at ”få ud af dette liv” ?!

Jeg lagde hovedet lidt på skrå, og prøvede med et skævt smil og et bedende blik at appellere til Hans nåde. Frisk men uden at være for kæk fik jeg sagt ” det nænner du da ikk, du har jo empati”. Dum, dummere, dummest – og så kommer jeg!

Jeg havde fået klar besked på at tage mit løbetøj med, så jeg kunne klæde om. Han ville sætte mig af 5 km hjemme fra, så skulle jeg løbe hjem.

Jeg havde haft meget travlt, nået 1000 vigtige ting, blandt andet gøre hus klar til ejendomsmægleren, det måtte Han da have forståelse for. Så jeg kom afsted uden mit løbetøj !

Tanken strejfede mig på vej ud af døren, men klokken gjorde jeg undlod. På vej i bilen vidste jeg godt den var gal, men tænkte ”går den, så går den” .  Jeg kunne jo lige så godt løbe den tur når jeg kom hjem, og undskyldningen for ikke at have nået at have tøjet klar virkede legal – mente jeg. Jeg valgte ikke at sige noget og Han kommenterede heldigvis ikke. Måske var jeg så heldig, Han helt havde glemt det.

Vi hygge snakkede på vej hjem, faktisk lykkedes det mig selv at fortrænge bommerten med løbeturen. Lige ind til Han tog farten af bilen og holdt ind til siden, da vidste jeg godt hvad klokken var slået. Jeg blev ret lille og ret stille. Kikkede tavst men bedende på Ham. Men vidste godt jeg ikke fik nåde, vidste godt at Han ikke kunne slippe taget her uden at miste terræn. Lydig stod ud at bilen, og manede mig op uden at kny.

Jeg havde ikke lyst til at løbe eller trave hjem, slet slet ikke. Der var langt fra mine løbesko til de høje hæle jeg var iført. Men jeg havde ikke et valg !

Hjem kom jeg, med en blodvabel som resultat. Selvfølgelig ærgerlig på mig selv over jeg ikke prioriterede at få det tøj lagt klar, skamfuld over min mangel på lydighed, når jeg ved jeg kan præstere bedre. Men også lidt stolt og stædig over at have taget konsekvensen Han bød uden piveri. Men mest af alt  med en naturlig fremkommet ydmyghed.

Tænder Han på at sende mig på løbetur ? Øhh nej det tror jeg ikke. Tænder jeg på den form for Dominans og styring ? Klart Nej. Det er ikke en del af et Kinkey game.

Det er endda en af de virkelig  ”trælse”, og kedelige. Men en af de undværlige der bøjer min vilje på den seriøse måde og forebygger ”topping from the bottom” .

Den form for dominans er derfor et element i vores 24/7 forhold. Han stikker ordre – jeg lyder. Han fastholder mig i underkastelsen, træner mig, skærper mig,  og udvikler mig.

Af natur er jeg ikke en pleaser. Jeg bliver aldrig det der nips der altopofrende behager, blot for at behage. Fordi jeg ikke tør andet, fordi det er lettest, eller for husfredens skyld.

Jeg er stik modsat.  Ikke fordi jeg bevidst vil være ulydig, eller oprørsk. Jeg er blot en meget vilje stæk skikkelse. Det er en nødvendighed for mig at mærker synergien i dominansen, for at blive fastholdt i underkastelsen.

Men jeg er jo Herrens slavinde, og jeg bestræber mig på intet mindre end den fuldkomne lydighed og underkastelse. Jeg er aldrig i tvivl, af hjertet ønsker jeg at behage og please Ham. Jeg søger ikke at forstå, og har ikke krav på retfærdighed. Det er underkastelse og lydighed i sin reneste, rå form. Men der er også en konstant højspænding i synergien mellem Ham og jeg. Dominansen er Hans, jeg har ikke nødigt i at battle.

De naturlige blussende røde kinder der møder mit blik i spejlbilledet, kan virkelig gøre mig pinligberørt som en lille fjalet skoletøs. Uhm, weekend, søndag morgen, og en alt overskyggende orgasme fra Herrens hånd.

Jeg har klynget mig ind til Ham natten igennem, søgt Hans kærlighed og den tryghed Han bringer. Jeg elsker Ham virkelig – sådan helt uden forbehold.

Jeg har helt sikkert ikke gnedet mig op af Ham som en lille liderlig tøjte, tiggende efter tilfredsstillelse. Alligevel finder Hans fingre mit skød, endnu mens vi stadig blunder. Jeg mærker hvordan varmen spreder sig i hele min krop, mit skød driver af afslørende safter, og min krop giver efter i krampetrækninger ved Hans berøring. Han stripper mig for selvkontrol, på en måde hader jeg det. Det får min ”pænhed” og min ”uskyld” til at blegne. Han kalder det beskidte frem, ukontrollerbar liderlighed. Ved Hans hånd, er jeg tæven i Hans magt.

Hans sperm og smerten Han bringer mig, absorberes i mit indre. Mit sorte hungrende umættelige indre.

Skamfuld kikker jeg på spejlbilledet, der skal så lidt til………

Lørdag morgen var anderledes. Han tager min hånd og fører den ned til sin pik. Selv under dynen kan jeg mærke hvordan den allerede knejser stolt, stor og stiv, som om det er lidt ekstra denne morgen. Jeg tilbeder Hans pik i den tilstand.

Men lukker øjnene, og svømmer væk i fantasierne.

Han vender mig, så jeg får røven til Ham. Jeg trækker benene lidt op under mig, krummer mig lidt sammen og skyder ryg. Sådan som jeg ved Han kan lide det, så mit skød bliver blottet og let tilgængelig for Ham. Hans greb om mine hofter er fast og Han knepper mig hårdt. Min tøse-fisse får max. tilfredsstillelse af de hårde stød fra Hans pik, der dunker taktfast ud og ind. Min krop summer af lyst, jeg kunne lade orgasmerne rulle ind over mig hvert sekund.

Han sprøjter sin varme sperm i mit indre, mens hans negle sætter striber på min ryg. Hans klimaks er mit klimaks.

Han spørger hvorfor jeg ikke var med. Men jeg var med, blot i form af kroppen. Jeg var ikke mig, jeg var en anden. Kun for Ham.

Alle ved, mænd ind i mellem gør det, når de knepper konen der hjemme. Det er legalt, for ellers bliver det for trivielt og for banalt med årene. De knepper konen, mens de fantasere om hende den unge pige fra tankstationen.

Det er ikke min fantasi, jeg bygger den bare til Ham. Jeg er ikke personificeret  som pigen. Jeg er blot kroppen, objektet hvor på Han kan kneppe sin lyst og længsel ud.

Jeg fejlede bravt forleden dag, toppede det røde felt, hvilket bestemt ikke klæder mig. Der var ellers lagt op til hygge i familiens skød, jeg havde købt ind så jeg kunne lave lækkert mad og hvad sker der så lige ?!

PMS – jeg lider virkelig, og min omverden lider. Et døgn hver måned hvor jeg bliver fuldstændig ukontrollerbar og uden for pædagogisk rækkevidde. Alt i mit indre er i opbrud, out of control. Det strider meget med mit til tider ret så eksistentialistiske livssyn.

Det var bare en lille bitte dum ubetydelig ting der fik læsset til at vælte, udsprunget af min alt for fylde kalender kombineret med mit alt for høje ambitions niveau.

De dage burde ikke findes i mit liv – og jeg gav dem gerne frivilligt væk i ”den anden ende”.

Jeg ville så inderligt ønske at jeg kunne skåne Herren for disse dage, da det jo på mange måder kommer til at ramme Ham.

Det er´ bare IKKE godt nok ! Jeg bliver så ked af det bagefter, fortryder så bittert, ønsker så inderligt at ændre…..

Mit hjertes desperate længsel er at blive bedre, dygtigere, og lydigere.

Men jeg er nok nået der til hvor jeg erkender at der rent faktisk findes dage der ikke står i min magt. Det er ikke blot en vag ansvarsfralæggelse af dage med PMS, men en erkendelse jeg må æde for at kunne udvikle mig som slavinde.

Herren er på ingen måde tjent med en ustyrlig kælling, der vrisser ind til hun taber det hele på gulvet. Hvor efter floder af tåre står ud af hovedet på hende i timer,  lige ind til hun falder om i udmattelse. For ikke at nævne at Han den følgende dag må trækkes med at glo på hendes oppustede ansigt, med de hævede øjne.

Han ligger på ingen måde under for mine lunefulde hormonelle udsving, Han overbyder mig til fulde. Hans Dominans kan jeg ikke hamle op med, men jeg prøver ubetinget de dage, ikke fordi jeg vil, men fordi jeg er ufuldkommen og ikke kan lade være.

Det er ikke et opsat game i en s/m leg, for den ukyndige ville det nærmere ligne hustru vold, når Han bringer mig til stop.

Han har sagt Han vil have en alvorssnak om en uges tid.

Jeg ved vitterlig ikke hvad jeg skal sige til Ham, ud over undskyld selvfølgelig. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op for at få magten over hormonerne de dage. Men jeg er i fuld erkendelse af at Herren ikke er tjent med mig det døgns tid.

Så nu er jeg er ude i at anmode Herren om at pacificere mig det døgn, som en form for nødløsning. Jeg mener det seriøst, Han kunne f.eks. fiksere mig til sengen 8-12-24 timer uafbrudt, ja lige så længe som det tager hormonerne at rase af. Eller mumificere mig stramt, men armene ned langs kroppen og kun ansigtet frit. Det kunne også være at blive låst inde i de timer et lille og mørkt sted, i en dragkiste måske.

For mit ønske er ikke at være en tøs der ligge Herren til last, og så er det jo smart hvis jeg kan pakkes væk ved dårlig opførsel.

Den kom med posten til Herren. Det fik blodet til at bruse i min krop, og signaler fra min hjerne, fik min krop til at gibbe.

Vi har tidligere leget med knifeplay, men kun med små uskyldige sviende snit.

Nu emmer luften af alvor, en åndeløs spænding tager til i mit indre.  Intet virker mere intenst end knives æg det trækkes over min nøgne hud, det ultimative mentale mind-fuck på mig.

Jeg er en lydig tøs, min hjerne er indkodet til at ville bringe Ham det ypperste, og min krop dresseret til at parere ordre i underkastelse for Ham.

Kniven – selv den lille blanke med det smukke skaft i ædeltræ, jeg gav Ham til sin fødselsdag forrige år, kan få mig til at miste fodfæste. Jeg kæmper altid bravt, den første stund lykkedes det mig at disciplinere mine tanker, ligge stille, apatisk og blot være den modtagende krop. Hans lærred til kunstneriske fornøjelser.

Men langsomt forgrener angsten sig i mit indre, kniven kræver mit fokus. Febrilsk søger jeg at holde fast i kontrollen og bevare roen, men forgæves. Tårer undslipper blindfoldet, pulsen er høj, desperationen bruser i mit indre. Alt er blottet frit for Ham, skamlæber, bryst og strube, og kniven sætter spor.

Vi leger på kanten af min psyke, frygten er reel, angsten har magten over kroppens reaktioner. Mentalt er jeg ikke længere i denne verden, svæver et sted der ude hvor angsten den får liv og død til at flyde sammen. Et rum langt væk uden varme, uden kulde, uden lyd, uden mørke, der er kun Ham og mig og vi er et´. Det er der hvor ansvarsløsheden bliver til frihed. Han har slukket for hver en forgrening i min hjerne, tændt mit dyriske seksuelle begær, og blotlagt min psyke og mit submissive indre.

Han indkoder min psyke, Han er angstens eneste fixpunkt.

Han kalder mig tilbage, verden begynder at dæmre. Bange, skrøbelig og sårbar ved Hans fødder. Taknemmelighed, hengivenhed og ubetinget kærlighed overvælder mit indre. Uforgængelige bånd som var det lænker af stål, binder min psyke i submissiv afhængighed til Ham.

Det var kun den lille kniv.

Nu ser jeg store funklende stålblanke knive, måske et rigtig sværd. En skræmmende længsel der fobisk får det til at svimle.

For tiden er vi ”bare” Ham og jeg. Kryber ind til Ham i tosomhed, som Hans  værdifulde perle. Svælger, nyder og drømmer. Mærker hvordan Han er mit ALT. Elsker Ham til et stadie der gør ondt, men føles fredfyldt.

Der er kun en´ sikker og fast cementeret udvej som Herrens underkastede. Den vej valgte hun at betræde, så vi nåede til en naturlig og uundgåelig skillevej.

Men over skyerne er himlen altid blå. For hende, som for os, for alle.

Min sjæls ånd har ro, mit hjerte en sagte saglig summen. Lader mig føre med i forventningens sødme, tillidsfuldt ind i fremtiden, Herren er mit pejlemærke.

Det røde silkebånd om mit hjerte, sløjfen den sidder stadig så sirligt, fin og uberørt, who knows - måske en dag, snøren vil blive løsnet………

 Dette års tema i Robinson Wee det er fedt !!! Herskere og slaver.

Jeg håber han køre den til stregen ham Kjeldbjerg, og overskrider deres grænser for vildt, jeg vil se slave blod, sved og tåre. Jeg vil inspireres og udfordres ud over egne grænser.

Magen til ynkelige slavinder skal man lede længe efter, grænseoverskridende at spise af et svinetrug ?! Come on – sæt pris på I rent faktisk får ris, Herskerne kunne have valgt at æde det hele selv ! Stop det ynk, spil med, i har meldt jer af fri vilje, spil spillet det er kun lige begyndt.

Sex objekter i stand kanten – spil bare sippede, krænkede, forurettede i et spil for galleriet. Kære tøser I  har meldt jer til Robinson fordi I vil glos på, udstilles, promoveres.

Så når Herskerne vil ha´ sexobjekter i strandkanten, så lever dog varen til dem, og alle os andre. Sænk blikket, spred benene, håndfladerne op.

Jeg sidder jo i sofaen og bliver pinlig berørt – det jo intet mindre end en skændsel for mig som slavinde.

De mandlige Herskere – ja ja de fik smilet frem i deres lidt kejtede forsøg på Dominans. Men af nybegyndere kom de dog ikke helt ringe fra start, som om der lå noget natur skabt i de der mande-gener til at Herske. Så spændende bliver det at se, om det er noget de evner at vider udvikle.

Mest synd bliver det for ham den ene at komme hjem til konen efter Robinson, for som han sagde ”det får man jo ikk lov til der hjemme” Ha ha tøffel-helt wannabe – look a like Hersker !

Det blev et hurtigt farvel til ham den lille nuttede, som fik tilnavnet svigermors drøm. Han ofrede sig selv for slavinderne, i den gode morals navn. (Eller er han mon i virkeligheden blot et synlig bevis på en opdragelse præget af en feministisk mor ?!) Hvis ikke- fantastisk der stadig findes fine mennesker som ham, men at deltage i Robinson er nok skudt over målet.

Kvinde- herskerne, ohh la la jeg tror godt jeg kunne spotte en enkelt eller to naturligt Dominante i mellem. Mest gennemført og med påfaldende ægthed i dominansen var Ann Østerby Appelgren. Som Bandidos frue har hun nok begreberne med hjemme fra, og håndelag for hvordan sådan en håndfuld knægte bør behandles.

De mandlige slaver – Blev de ikke behandlet mere som sønner end slaver ?!  Der var dømt lidt mere Mor end Herskerinde synes jeg.  Spændende at se hvem der kommer til at dominere hvem på den ø.

Men temaet er fedt, og jeg glæder mig forventningsfuld til at følge med og se de psykologiske mekanismer virke i hver enkelt af dem.

Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.

Ideologien bag den kærlighed Herren og jeg deler.

Vi har gået gennem et utal af storme sammen, men fordi fundamentet er så solidt sejre kærligheden altid, på trods af situationen.

Jeg er underkastet, jeg er Hans slavinde, Han er min Herre. Jeg stræber efter den fuldkomne lydighed. Hvis Herren siger himlen er lilla, så er himmelen selvfølgelig lilla i mit tøse-hoved og univers. Herrens ord er min lov.

Nogen gange møder jeg muren, jeg bliver vildt frustreret fordi det for mig ligner en blå himmel, mit intellekt søger en udredning og nærmest kræver en argumentation for den lilla himmel. Det virker så uretfærdig at himlen er lilla når jeg hverken kan se eller forstå. Mit Eva gen prøver at male billedet for Herren af den blå himmel, men nyttesløst. Så prøver egenrådigheden desperat at indgå forlig, hævder at det vel kommer an på øjnene der ser, i håbet om at måtte bevare mit egen syn på den blå himmel.

Men det var ikke regnbuens nuancer vi sammen kikkede på, det var himmelen. Langsomt bliver jeg i stand til med bøjet hoved, at synke ned for Hans fod. Uden af forstå, uden at søge efter retfærdighed, lader jeg billedet af den blå himmel fly.

For selvfølgelig er himmelen da lilla når Herren siger det !!!

Når jeg kommer kørende i bilen er jeg den type kvinde den drejer halsen afled, og nær ender i grøften, fordi mit blik begærligt lod sig drage med af en smuk kvinde. Jeg scanner dem, lynhurtigt fra top til tå, og i bedste havnearbejderstil vurdere jeg deres former, deres gang, deres hår og ikke mindst deres bryster. Jeg er trænet, kan se ud af øjenkrogen når emnet virkelig er der. En interesse jeg dyrker aktiv. Ofte med en ping-pong med Herren, vi glor på damer sammen, og jeg kan mærke et snert af jæger i min mave.

Men sandheden er, jeg er snot forvirret når det kommer til det der med kvinder. Jeg har som sådan aldrig følt mig særlig biseksuel, og aldrig haft trang til at udleve noget på den konto. Selvfølgelig må man smage på maden før man ved om man kan li´ den, og ting i livet bør da også prøves mindst en gang.

Nu har jeg så samlet lidt sammen på erfaringskontoen, men ved faktisk ikke helt hvad jeg skal stille op med indskudet.

Tag en simpelt ting som oralsex. Jeg elsker at slikke Herrens pik. En stiv pik der står rank af liderlighed, intet kan næsten være smukkere i mit tøse univers. Jeg rå nyder at tilfredsstille, først legende og kærligt. Så hæmningsløst dybt, sutte Hans safter i mig, Hans sperm er et af mine ultimative tændings punkter. Jeg modtager det som de ypperste dråber af guld, beæret og taknemmelig over at få lov. Jeg elsker smagen af Ham på mine læber, elsker at efter dvæle når Han har fyldt mit indre, elsker at vandre ud i livet fyldt op af Ham.

Uden tvivl, jeg nyder også at slikke en kvinde, og smage hendes safter. På helt samme måde, fra det blide og legende til det intensive og koncentrerede, opslugt af begær der blæser hæmninger bort. Men bedst af alt, at måtte slikke hende efter Herren har brugt hende, når deres safter er forenet, er ren nektar for en tøs som mig.

Så er der bare lige det der med mig og så kvinder. Jeg er ikke tålmodigheden selv, så langt når min selv erkendelse. Jeg duer bare ikke til først at skulle passere et kvinde filter af falsk beskedenhed ”Ihh Åhh nej, det må du altså ikk”. Jeg ”går kold” hvis det kræver pædagogisk overtalelse at få hende til at ligge sig ned, sprede benene, og slukke hjernen.

Jeg påligger på ingen måde den anden kvindelige part ansvaret,  jeg er nærmere ude i at konstatere at jeg nok bare i virkeligheden ikke er særlig biseksuel.

Jeg taler ikke samme seksuel sprog som kvinder, og derfor bliver det akavet.

Herren min der i mod, Han bliver tændt alene af at se mit bedende blik, fordi Han læser mit hæmningsløse begær. Hans pik bliver stiv, endnu mens min kind kun ligger et let pres på ydersiden af  Hans bukser. Fordi vi taler samme ordløse seksuel sprog. Han spørg ikke, lyner bare ned, hvor og hvornår det passer Ham. Med samme selvfølgelighed som en hest går direkte mod krybben, åbnes min mund og mit ansigt søger mod Hans pik. Endnu før min tunge når Ham, har jeg læst hvordan Han vil ha det. Blidt, følsomt, kælende, eller dybt, rå og savlende. Uden ord, taler vi sammen, på mit modersmål.

Nu er det jo ingen hemmelighed at Herren også nyder andre kvinder end mig.

 Et klassisk spørgsmål er så ”hvad jeg får ud af det”. Men vores forhold er ikke forordnet på bytte, bytte købmand princippet. Så som sådan får jeg intet ud af det, og det har heller aldrig været meningen. Det er altså ikke en ”topping from the bottom” deal, Han får fisse og når det regner på præsten, drypper det på degnen og dermed får jeg også masser af pigesex og fisse, så biseksuel er jeg slet ikke, så langt - så godt.

Men jeg er godt og grundig rundforvirret, for en kvinde kan sagtens tænde mig seksuelt, og jeg har 10.000 kinkey fantasier med kvinder i mit lille tøse hoved.

Men analyserer jeg på mine fantasier, er ens for dem alle at de faktisk er dedikeret til mænd, og det er der mit personlige tændingspunkt ligger. På en eller anden forunderlig vis er kvinder bare objekter i min verden, skabt målrettet til at tilfredsstille mænd.

Fantasien om de to fjernstyrede tøse-objekter. Begge ved de blot er objekter, det er ind printet i deres hjerne og forankret i deres hjerte. De er skabt til at ”levere varen” til ære for deres Herre. Frækt og råt spiller de sammen, hæmningsløst, beskidt, hele vejen. Tændingspunktet er ikke jegéts behov for bekræftelse. De er blot objekter der levere, målrettet Mænds ære og lyst.

Min Domina fantasi. Dybest set springer den nok ud af min eventyr lyst og hang til at prøve det uprøvede. Men den har en alvors snert, i min erkendelse af min ringe respekt for kvinder generelt. Men den er helgarderet, da det ikke er noget jeg har lyst at slippe af med.

Ikke mig som Domina, den tanke ligger mig fjernt.

Men at prøve af hvorvidt min krop ville kunne føje og bøje under en kvindes pisk og lyst er min fantasi. Men mit tændingspunkt ligger i at skulle give Herren ære. Være udlånt, under for mig svære og ægte kår, men levere lydighed og underkastelse til ug på trods af.

Helgarderingen i min fantasi ligger i en sikkerhed om at der er en Mand der har fat i tøjlerne på den kvinde, hvis pisk jeg underligges.

Så jeg tror nok jeg er kommet frem til i mit lille rundforvirrede tøse -hoved at jeg slet ikke er særlig biseksuel. Kort og godt kunne jeg have konstateret at sex uden pik eller hjerte slet ikke er noget for mig.

Og mit hjerte tror jeg ikke jeg tør give til en kvinde. Kombinationen i erkendelsen af at jeg er forslået på nogle punkter, og af kvinden som det omskiftelige upålidelige følelses væsen, får mig til at se udfordringen klart i at koble to af slagsen sammen.

Det var ikke nogen super fed dag for mit vedkommende. Mit liv stinker af hverdag og flæskesteg.

Hverdagsramt, de vilkår ligner flertallets, så det gider jeg ikke pive over. I løbet af de næste par uger skal syv individers skemaer bare lige flettes sammen så de går op i en højere enhed, rutiner skal køres ind, så ”funker” det hele igen. Sådan er det jo hvert år i aug. og i alt beskedenhed, organisering er min stærke side.

Studiestart – magen til formålsløst pædagogisk ryste sammen hejs skal man lede længe efter.

Herren og jeg studere sammen, og Han vogtede mig som en høg. Det har Han jo alt mulig ret til frit at gøre. Det var bare ikke dagen hvor Han fandt mig særlig duelig, og det var ret frustrerende set i lyset af jeg faktisk selv mente at have haft knivskarp fokus på at gøre det rette dagen igennem.

De selvsiddende, stiletterne og skørtet, min hverdags beklædning,  men som må siges at falde en del uden for i dette studie miljø. Sådan vil Han ha´ det, og jeg var ulastelig klædt. Dagen bød på masser af trapper, så mit fokus var konstant på at holde mit nøgne skød ærbart dækket, sådan som Han vil ha´ det. Jeg ved Herren hader pædagogiske rundkredslege, og dum dum test der ikke engang er et kommunalt aktiveringscenter værdig. Min viden alene får mig til at stå på pinde, danse rundt på min lille slavinde stilet fod, med målet at behage Ham for at udligne på det ubehag Han har over de hersens nymoderne studie metoder.  

Men trods min bedste vilje, mit fokus og min krampagtige dansen, lykkedes det mig at vække Herrens vrede. Jeg tror jeg ved hvordan markmusen har det når den bliver fanget af høgens klo.

30 sekunders toiletbesøg, mit forsøg på at stå ved Herrens side igen så snart det var mig fysisk muligt, min taske linet op uden for døren som et klart tegn til Herren – her er din slavinde. Der var rent faktisk lagt tanke bag handling, fra min side.  Men uanset nok til at vække Herrens mishag.

Jeg hader af fejle, er den slags væsen der lever og ånder for at behage. Han pressede mig, kunne mærke hvordan jeg blev trist og bedrøvet. Tanker om  manglende retfærdighed meldte sig, selv om jeg da godt ved jeg ikke har krav på retfærdighed, og det slet ikke på den måde er et begreb Herren gider forholde sig til i forhold til mig. Tanker om at det kunne være skide ligegyldig, fordi jeg følte mig så uduelig. Lettere surhed (ja ja sig det ikke til nogen, og jeg holdt det 100% på indersiden) fordi jeg rent faktisk godt selv ved jeg gør det godt. Jeg er helt på det rene, med mit service niveau for såvel Herren som resten af familien. I dag var ingen undtagelse, madpakker, anti-stress, og smilende, fordi sådan vi Han ha´ det. I dag er måske bare lige dagen hvor jeg har lyst at råbe så det giver genlyd ”lidt taknemmelighed tak !”

Spurgte Herren til Hans ønsker for aftensmaden, hvilket blev til et ganske uoplagt ”det styre du”. Men seriøst, hvad servere en uoplagt og dårlig parodi af en slavinde, der kan rede dagen for en mavesur Herre, overanstrengt af pædagogik ?!

Noget nemt tænkte jeg, men ligger samme tid vægt på sundhed, foreslog Ham tærte med laks & spinat, og modtog en tavs nikkende godkendelse. Faktisk havde jeg uendelig lyst til laks og spinat, og lyst at retfærdiggøre at jeg ikke orkede noget tidskrævende. En sådan tærte er på Herrens godkendt liste, men det er ikke med pil op. Men jeg var ked, presset, uoplagt, uduelig og pil op synes helt uden for række vide. Så jeg havde bare lyst at opgive lidt, sammen med den der laksetærte, så kunne mine tåre udgøre saltet.

Det strides på indersiden, tal om at være splittet så det grænser til det skizofrene. Noget inden i mig vil det ene, noget vil det andet. Viljens dæmon i kamp mod mit submissive, blodrøde elskende hjerte.

Han roder med bil, jeg laver mad, så bider ingen hovedet af hinanden. Jeg hygger mig faktisk med madlavningen, høre musik i mit køkken og nynner med, sådan som Han kan li´ det, og vil ha´det. Nogen gange er glæde, overskud og hengivenhed i sig selv bare stagneret, men beror blot på en beslutning om vilje for at den bliver til liv.

Han gik forbi i køkkenet, og da Han så flæskestegen i ovnen og de brune kartofler på panden, så jeg godt Hans smil. Glæden bredte sig i mig, glæden over stadig at kunne imponere Ham, glæden over at være Ham til behag.

Men der var også en slet skjult stolthed inden i mig, den oprigtige der havde formået at sætte sig ud over sit eget og knækket koden. Men sejrende og hovmodige ”du får mig ikke til at fejle, jeg overbyder dine krav med lydighed” alene på min stædige, stålsatte vilje.

Men Han afslørede mig, da Han kom gennem køkkenet anden gang, greb Han en kniv, holdt den på min strube og viskede lige så stille ”sænk blikket lille pige”…. Der i Hans arme var der ingen indre Kamp, der vil jeg tage mit slavinde hjerte, rive det ud, og servere det for Ham på et sølvfad.

Jeg fornemmede Hans plan var jeg skulle sove i mit tøse-værelse, men Han sagde intet og jeg spurte ikke. Mandede mig bare op, og forberedte mig på at skulle sove for mig selv. Uden tvivl jeg elsker at sove i Herrens arm, putte mit hoved ind til Hans bryst, lytte til Han hjertes slag, indsnuse Hans duft, og mærke Hans armes faste greb omkring mig. Så at sove i min tøse-seng er altid vemodigt for mig. Men faktisk hyggede tanken mig denne dag – en lille skingre og skærende skizofrene stemme i mit indre fortalte mig ”at det var mest synd for Ham, Han ikke skulle sove med mig”. 

Men Han bød over igen, det bragte mig lidt ud af trit at fornemme Han ændrede planer for natten. Jeg var slet ikke mentalt forberedt, ej heller klar til at sove i Hans seng og krybe ind i Hans arme, og Han er ikke lige typen der tigger. Men som nattens timer skred frem, ebbede kampen ud, jeg overgav mig, sænkede blikket og krøb ind til Ham på den der  ”aldrig slip mig – blot hold mig fast” måde, som Hans lille pige der elsker og tilbeder sin Herre.

Det er simpelt, men der med ikke sagt det er let. Det handler om at gøre det rette ! Det er ikke en kamp man udkæmper med sin Herre, i retfærdighedens navn.

Vores unger er efterhånden blevet store, de ældste 15, 16 og 18år, og ingen af dem er tabt bag en vogn.

De er vokset op i en patriarkalsk familiestruktur. Sådan er vores hverdag, så det er normalen for dem. Men de er almen oplyste, så de ved udmærket godt at det er hjemme hos os det er en kende gammeldags, i forhold til ”normalen”.

Men slavinden end ikke ænser de, og det på trods af jeg er der for Herren 24/7,  lige midt i deres hverdag. For dem er det almindeligt at jeg sidder ved Herrens fødder, ved sofa kanten når vi ser tv. Det er almindeligt at jeg servicere Ham i hverdagen, som en helt naturlig del af kønsrollefordelingen.  Jeg er ikke det mindste i tvivl om at de har et harmonisk billede af deres forældre som to individer der elsker hinanden. Men for dem er vi også en uadskillelig enhed, der danner base for deres tryghed og trivsel i hverdagen.

Men almen oplyste og ikke tabt bag vognen, kender de godt både skilsmisse statistikker og begrebet svingerklub. Hvilket nok kan sætte deres tanker i gang.

En lang historie kort: Det var for os som for de fleste andre forældre, meget magtpåliggende at holde vores børn langt væk fra alt hvad der vedrørte vores seksualitet. Lige så naturligt som et offentligt kys og kram er for os, lige så bandlyst er alt der har seksuelle undertoner i deres nærhed, sådan har det altid været og sådan skal det forblive.

For et halvt års tid siden kom vores tre ældste børn så til os, og som de sagde ”nu ville de vide hvad der foregik”. Deres mistanke blev vagt af en nær relation til en kvinde som kom i vores hjem. Hvor efter vores datter havde krydset alt kodex for privatlivets fred, og gennemrodet alt fra smsér på min mobil til vores soveværelse med det ellers skjulte S/m kors.

Den situation skar mildest talt gennem marv og ben på mig. Lige der var jeg parat til at smide alt jeg havde i hænderne, og forsvinde fra BDSM jordens overflade, for aldrig igen at vende tilbage.  For jeg er først og fremmest mor, en høne mor med stort H, der ønsker at værne mit afkom fra alt ondt udefra. Men jeg følte så inderligt hvordan jeg havde spillet fallit, en vaskeægte ravnemor.

Tillid, ærlighed og åbenhed er en integreret del af vores familieliv, principper vi har forsøgt at give videre til vore børn. Vi kunne ikke stikke halen mellem benene,  fortie, snakke undvigende uden om, eller gå videre som om intet var hændt. Vi skyldte dem svar på deres spørgsmål, vi skyldte dem samme åbenhed, ærlighed og tillid som vi kræver af dem, og som de udviser for os.

Ikke mindst skyldte vi dem at mane nogle tanker i jorden, og afkræfte deres bange anelser.

Det blev en lang aften, med snak om mangt og meget. Alt fra ærlighed om vores ønske om at finde ”den eneste ene” og leve livet med i et polygamisk forhold. Til vores seksuelle præferencer som vi dog bevidst valgte ikke at gøre personlige, men til en generel snak om hvad S/m er for noget.

At høre alle de tanker de i uvidenhed havde gjort sig, var på en måde både chokerende og skræmmende for en mor med stort H. Men omvendt som de sad der, fattede, spørgende, oprigtig interesserede og udviste tolerance og forståelse, og holdt familiefanen højt i et målrettet forsøg på at værne netop deres familie, gjorde de mig så fandens stolt. Da vidste jeg bare at vi havde formået at gøre et eller andet rigtig. Det blev en aften der bragte os endnu tættere sammen, en aften af alvor men præget af ro, et oplæg til eftertænksomhed for os alle.

Siden har de ikke spurgt meget, hvilket jeg tolker som et signal om at de ikke har behov for at vide mere, og finder det yderst vigtig også at respektere deres grænser for ”for meget information”.

Vores datter er en kæk lille størrelse – hvor end hun så har det fra ?! Hun har ladet et par enkelte bemærkninger falde, med et glimt i øjet. Så som  ”skal jeg ringe til ”X-slavindens navn”, for jeg har ikke mere lipgloss” eller den fredag hun spurgte hvor vi skulle hen, hvortil jeg svarede vi skulle drikke kaffe med nogle venner, hvor hun så svare ”jeg ved godt hvad det er for nogle venner i drikker kaffe med”  Når man kender hende ved man det betyder accept.

I går var ældste søn så på køretur alene med sin far, og han var blevet ”udvalgt” af sin tre år yngre søster til at spørge ind til hvad vi så egentlig lavede om fredagen. Tak Bubber for de flatterende billeder af svingerklub på min datters nethinde.

De har jo nok kunne spotte at min kjole har været lidt kortere når vi skulle ud af døren om fredagen – til daglig er jeg lige en anelse mere tækkelig klædt, men ellers vil jeg mene der intet har været at bemærke for dem.

Men samstemt med det kendskab de allerede havde, var min datter altså overbevist om vi gik i svingerklub, og uvisheden om vilde lemfældig seksuelle udskejelser med skiftende partner drev hende til at spørge – eller få sin bror til det. Men som hun sagde” nå ja, hvis det var det i ville, var det vel også okay”.

Men nu var det billede hun havde tegnet jo langt fra reel, så på spørgsmålet til hvad vi lavede om fredagen, blev de spurgt om de nu også virkelig ønskede vide det, hvilket blev besvaret med et ja.

Det blev så anledningen til at fortælle at der fandtes en forening ved navn Smil, og lidt om hvad det var for en forening, og hvad man så kunne foretage sig der, og at det var der vi var om fredagen.

Som Herren sagde til ældste ” det kan være lidt svært at slå på mor der hjemme” det kunne han da godt se, så han synes da også det andet var en bedre ide.

Herren og jeg havde talt lidt om dilemmaet, de ved godt der foregår et eller andet, og så synes vi alligevel ikke vi kunne belemre dem med 100% åbenhed og ærlighed, så det blev til et ambivalent ”vi skal drikke kaffe med”.

Og så var det faktisk ikk´ mere kompliceret………….

Tæller dage…. Nedtælling ! For selv om jeg elsker mit lækre afkom, glæder jeg mig som et lille barn til jul, til de starter i skole igen og ferien er slut. Så har Herren og jeg en uge alene, før ferien også slutter for vores vedkommende.

En hel uge, hvor huset er rungende tomt fra morgen til eftermiddag er for os en sjældenhed, det må og skal udnyttes til max.

En uge, hvor Han kan kneppe min hjerne ud, mine safter driver når mine tanker begynder at spinde. Tiden tikker bare så uendelig langsomt, når man er en lille liderlig tæve, der desperat afventer sin Herre.

En uge hvor jeg kan servere brunch for Herren på senge kanten. Efter nænsomt at have kaldt Ham ud af søvnen, ved at tage Hans skønne pik i min mund, og lade min tunge lege.

En uge hvor jeg kan skrige orgasmerne hæmningsløst ud, uden hensynstagen, som min hyldest til Ham.

En uge hvor mine smertes skrig har frit lejde, og kun Herrens nåde er ende stationen.

En uge hvor jeg kan give mig hen til Ham, uden at ænse verden. Kun være til for Ham, i villighed uden begrænsning. Følge Ham blindt, uden at spørge. Modtage uden grund, eller tanke for retfærdighed. Skænke mine tåre i ære til Ham.

Lade Ham skabe et kunstværk, på sit levende lærred, lade ugens dage give det form og farve. Lilla, blå, gul eller blod rødt, som Han måtte ønske.

Drage ind i mørket, der hvor pulsen bliver langsom, svag, springer over. Åndedrættet lydløst, glemt, forstummet en tid.

En smuk gensidig gave. Mit liv er Hans, rejsen er min, den må flyves for at forstås.

Smelte sammen med Ham, i et´ og alt, uendelig kærlighed der aldrig hører op.

Sammenkrøbet, brugt, afkræftet, sårbar og nedbrudt. Evig taknemmelig over at måtte være Hans.

Nogen har ligget i min seng, og hun ligger der endnu…..  mit liv er nærmest lidt eventyrligt, hvis vi lige ser bort fra det ikke er Guldlok der ligger der, men en ung rødhåret tøs. Nå ja og så detaljen om at sengen ikke er min, men Herrens.

Denne weekend går på hæld, men den summer stadig, en dejlig saglig summen….

Kalenderen skriver 1.Aug, glædesbobler suser i mit blod, det er skønt at indtage denne måneds første dag. Jeg er forventningsfuld fordi Aug. byder på så meget, som jeg ser frem til.

Der står reserveret på samtlige weekender, og på hver sin måde er de reserveret til noget der vil fylde næring på mit slavinde barometer.

Arg… det bliver så godt, tid til dybe, fortrolige tøse-snakke og refleksioner, samvær med en masse skønne ligesindede mennesker. Tid til bare at skeje ud, og frit leve ud dem vi i sandhed er. Masser af tid med Herren og hende.

Man kunne næsten foranlediges til at glemme at man lige skal overleve den årlige uges ferie med svigerfamilien først, på ”farten” i en prærievogn på en støvet vej i nordjylland.

Lige nu ville jeg tusind gange hellere smide noget make up i ansigtet, sætte Gucci brillerne i håret, kaste noget krims-krams i en håndbagage, og sætte mig i et fly med kurs mod London, Paris, Berlin........  – Dream on.

Glor på indkøbslisten…. der indeholder alt fra riskiks til vådservietter, det er nærmest lidt tragisk komisk at jeg selv har været med til at skabe denne ferieform med den pukkelryggede, det er SÅ typisk mig ! Det må være illusionen om at være den der sukkersøde, givende svigerdatter og politisk korrekte, pc hadende, nærværende, pædagog spejder mor, der driver mig……

Nå, ting bliver som oftest hvad man selv former dem til at blive, så nu vil jeg glæde mig til at sidde ved Herrens fødder foran bålet med et glas rødvin i hånden, mens Han holder om mig. Glæde mig til at kysse og nusse en hestemule – verdens næst blødeste ting, hvis første ting vel at mærke er velplejet.

Nu skal jeg så lige ha lagt en strategi for hvordan jeg kommer uden om ugens eneste bad i svømmehallen med svigermor, som ikke tåler at se mine lår som er fælt blåstribede af  Herrens spanskrør.

Når jeg står sveddryppende på fitnesscenterets løbebånd og presser min krop til at gennemføre de sidste og bidende 5 minutter, træner jeg min underkastelse. Mine tanker er ikke centreret om sundhed, ikke om at holde min krop til anerkendelse for andre. Mine tanker tager ikke sit udspring i mig som individ, og jeg står der ikke for at dyrke og realisere ”mig selv”. Jeg mental træner, min underkastelse. De fem minutter ekstra skal ligge lige på den bidende grænse af fysisk muligt for mig, for de skal dedikeres til fremtidige seancer. Min vilje og evne til at fuldføre fastsat mål trænes, karaktertræk jeg mener uundværlig for mig som slavinde for Herren. Så hver gang foden sætter i båndet, gentager min hjerne ”jeg gør det for Ham ”… en kræft der får mig til at tage den ud over kanten….

Står foran hylderne på biblioteket, tanken strejfer mig at låne en enkelt eller to af de der hjernelamme kvinde bøger, med titler som shopaholic, singleslinger, Nynne osv. Rulle en plaid om livet, brygge et stort krus dampende kaffe og lade min dovne krop synke dybt ned i sofaen, det er jo trods alt ferie tid. Lægge hjernen og lade mig underholde, det kunne være skide hyggeligt. Men et grimt billede tegner sig selv på min nethinde. Morgen grimme mig med uglet hår og lunken kaffe, der sidder fordybet og forført af bogen, så jeg knap ænser når Herren står ud af sengen. Alt Han får som gestus er et løftet øjenbryn, for jeg skal jo lige nå til et kapitel før jeg kan lave the. Ej, det går slet ikke, jeg har ingen lunde brug for at fylde mit sind med selvrealiserende kvinders bedrifter, heller ej fiktive og humor fyldte.

I stedet kaster jeg mit fokus på div. kogebøger og vælger at forny og videreudvikle mine evner i den retning. Lader mig underholde og inspirere af magasiner om mode, stil og skønhed. For det er alt sammen ”dyder” en som jeg må være velbevandret i.

En del af min ferie har jeg brugt på at bage…. faktisk så meget at mine børn nu siger  ”mor, vi kan ikke spise mere brød ” og i går sagde yngste ” jeg glæder mig til far har fødselsdag, for så får vi alm. boller, for jeg ved han ikke gider ha´ det der” ….. mens han hentydede til mine smukke rustikke fem korns speltboller, rucola flutes, spinat og squash brødet.

Jeg har også startet min egen lille rugbrøds produktion, og hensigten er jeg nu fremtidig vil bage mit rugbrød selv.

Her på skrift ser det jo nærmest helt husmoderligt ud, med et strejf af idyl.

Men det handler slet ikke om selve brødet, i øvrigt kan man jo købe et udmærket levebrød for en flad 20ér, så jeg forstår godt at tiden er rendt fra den hjemmeproducerede rugbrødsbagningen.

Men det handler om at jeg er bevidst om at tiden ikke må løbe fra mig… tage mig inden om, og tryllebinde mit fokus i en forkert retning.

Det handler om at få drejet min hjerne så den holder fokus, på første ting først. Rugbrødsbagning fordi jeg dyrker den patriarkalske kønsrolle fordeling. Fordi den er en ugentlig skal-pligt, midt i hverdags tyvagtige travlhed med studie og børn, et break der får mig til at dedikere mig i krop og sjæl som tjenende slavinde. Så ser du kun et brød, forstår du ikke min verden.

Jeg kan faktisk nyde at gøre rent, fordi jeg er Cinderella. Tjenende og nederst i hierarkiet, det er en æres position, en hjertes plads for en som mig.

Samstemt med den lettere, men jævnfordelt svedige krop man får, den salte og blanke hud, mit nøgne våde skød direkte mod parketgulvet. Det udspringer i hjertet, men fastholdes i hjernen……

At blogge, er en note til mig selv. Slavinde sindets brainstorm. Endnu et redskab til fastholdelse af fokus, og twiste min hjerne. Herren har besluttet jeg blogger jævnligt nu, og her er jeg så……..

At finde retur mentalt, skulle denne gang vise sig at blive en lidt længere proces. Det tog det meste af en måned, med små stabile fremskridt.

Åhh - det ærgrer mig sådan at jeg til stadighed på 20.år kan glide der ud, hvor mit submissive sind ikke kan fange dybden i underkastelsen.

Der er ikke tale om nogen form for oprør eller ulydighed fra min side, og det er ikke mit ”jeg” der rejser sig. Det er mere en ulykkelig slavindes desperate søgen efter dybden, der hvor verden forsvinder når hun bøjer sine knæ og kysser sin Herres fødder. Der er ingen lyd, intet billede, ingen udefra kommende sanseindtryk i det rum. Der er kun hendes hengivenhed, og Hans hjerteslag.

Dybden kan jeg ikke glide ind i på kommando eller egen vilje, det dybe og ægte i underkastelsen kan ikke præsteres, hvor end jeg gerne ville. Som sand der langsomt men sikkert løb gennem en fin si, løb dybden i min underkastelse ud i sandet….

Dybden i underkastelsen er så basal i min hverdag, så når den ”får lov” at løbe ud i sandet, mistrivedes jeg i virkeligheden lidt, og reaktionen kommer prompte. Første ting først, kan jeg nærmest høre Herren sige….. og selvfølgelig har Han  ret.

For os er det ikke et game, der handler om at ”få det til at se ud af  mest mulig”, det er en patriarkalsk livsstil, med Ham som overhovedet og Herre, og mig som slavinde for Ham – 24/7.

Det handler om mit fokus, og det er mit eget ansvar.

For ingen anden har magten over hjertes indstilling, og toldfrie tanker findes ikke, i mit slavinde univers. Som jorden drejer om sin akse, må mine tanker dreje omkring Herren min.

Jeg begære min Herre til hver en tid – med ubetingede villighed. Men det kræver fokus at holde kussen våd og beredt. Det er mit ansvar dagligt at lade mine tanker meditere på mit begær til Ham. Lade mig inspirere af ord eller billeder og aktivt dyrke begæret. Lade mine hænder glide kærligt over Hans krop, på ingen måde anmassende eller krævende, bare et internt strejf af begær.

Jeg tilbeder min Herre – alle årets dage, også de grå, de vrissende, de travle og krævende, de stressede, og de stormfulde. Men det kræver fokus, hverdag at dreje mit sind i den retning. Fuld og hel underkastelse hænger for mig uløseligt sammen med ægte tilbedelse. Ægtheden består af det elskende hjertes oprigtighed, tilbedelse handler om at bøje sig i ærefrygt og ærbødighed. Først når det bliver aktiv handling, er der tale om tilbedelse.

Jeg respektere min Herre, og i mit slavinde univers, er respekt en grundpille. Det kræver fokus at disciplinere mit sind vedvarende. Jeg kunne ikke dømme om at stille spørgsmålstegn ved Herrens autoritet eller Hans dømmekraft som overhoved, hvilket jeg anser som respektløst. Det er i det små, i hverdagens trummerum, når vi følges som livspartnere og venner at det kræver min fokus.

Summa summarum det handler om at holde sit fokus ret og sine prioriteter i orden, for at være i dybden af underkastelsen.

Jeg ønsker mig en putt plug, tænk sig jeg skulle nå der til hvor de ord er mine. Anal sippe number one.

Men, men, men jeg har set sådan en lille nærmest nuttet en J

Ikke større end den kan ligge i min håndflade, den er i blank stål, stilren og smuk.

Med ”diamant” i enden, der gør den til et must have. Min sippethed må se sig knockoutet af mit dulle-gen.

 For rigtige prinsesser MÅ da have diamanter i røven, tiden må være løbet fra det der med ærten under madrassen......

Jeg hviler sådan og har faktisk gjort det længe, når mine tanker falder på fremtiden, på forandringer og alt det uvisse.

Som personlighed er jeg klart hende der trivedes bedst når min kalender først og fremmest er fastlagt et pænt stykke frem, dernæst indeholder et hvis aktivitetsniveau, og sidst men ikke mindst at jeg har det fulde overblik over den.

Ikke at jeg ikke kan være impulsiv, det ville være synd at sige…. men det er bare ”ekstra lir” i min kalender.

Pigebarnet – hun er den lille pige, med de store tanker.

Hun gør sig mange tanker om os og fremtiden, hvilket vel er helt naturligt.

Men kan man sætte en 6.klasses elev til at løse en 3.grads ligning ? Det kan man da godt forsøge, men eleven ville jo ikke have de kompetencer det ville kræve. Det ville være nyttesløst at kræve det af eleven, og fejt at klantre eleven for de manglende kompetencer. Men tager man samme elev 5 år senere, har denne nu haft forudsætning for at tilegne sig kompetencer til at besvare opgaven, og nu er det så et spørgsmål om villighed til at udføre opgaven.

Når min 4.klasses søn siger ” mor jeg vil være kok eller advokat” siger jeg ”fint, det kan du også sagtens blive. Du er en klog dreng, du har alt hvad der skal til, men for at blive advokat skal du være rigtig flittig i skolen og passe dine lektier rigtig godt, også når lektierne bliver svære i de store klasser, og når du har gået i skole så længe at du godt kan blive lidt træt, så kræver det stadig stor flid ” Ingen tvivl, min lille purk har de bedste inventioner, og målet er bestemt realistisk. Han er bare endnu ikke kompetent til at træffe det endelige valg. Min opgave er at støtte ham i at nå sit mål, inspirere ham på området, frem til den dag han skal vælge. Men jeg udfordre ham også og siger   ”du kan også læse historie på universitet, det synes du jo er vildt spændende og det er du også meget dygtig til”  fordi jeg ser det som et rigtig fint alternativ, og måske er det mit forsøg på at se længere end ham.

Sådan forholder jeg mig faktisk også til pigebarnet. Hendes ord og løfter er store,  og hendes intentioner er oprigtige. Det i sig selv er en smuk gave hun tør bringe os – uanset hvad fremtiden så bringer, er dette en smuk og ren gave i sig selv.

Jeg har lovet Herren evig troskab, og omvendt. Det er et fast cementeret løfte ”til døden os skiller” på trods af – gennem alt udfordring og storm – for evig tid.

Jeg tror nok jeg startede med at love Ham det i en alder af bare 14år, Han havde vundet mit hjerte, jeg elskede Ham allerede dengang, og mine drømme havde ingen ende. Men jeg var ikke kompetent til at afgive ”det evigheds løfte” som jeg er i dag. Men det er jeg blevet, gennem udfordringer vi sammen har overvundet, gennem tåre og vilje har jeg kæmpet for at stå fast, og på den måde har jeg udviklet kompetencer - modenhed på livet, på mig selv, på Ham og Hans personlighed, på socialt samspil med mennesker, ikke mindst med Ham.

Så når lille-pigen lover med store ord, og i samme nu siger hun er bange for at love mere end hun kan holde, tror jeg godt jeg forstår hvad der går på i hendes indre.

 Vi kræver og forventer ikke hun lover mere end hun er kompetent til.

Jeg vælger at tage de store ord ind i mit hjerte uden forbehold,  for jeg vil ikke nedgøre gaven hun bringer.

Hun skal heller ikke bøde for vores tidligere dårlige erfaringer, med store ord der ikke holdt. Jeg er også opmærksom på ikke selv at miste evnen og viljen til at turde elske fuldt og helt pga. tidligere tiders hjerte sorger, det kunne så nemt gå hen og ske for en som mig.

Så lige nu hviler jeg så trygt, indtager med sindsro en dag af gangen, på vej ind i fremtiden. For hvorfor bekymre sig eller lade sig skræmme eller anfægte af noget, intet menneske alligevel  har mulighed for at kende.

For hvem ved i virkeligheden om kærligheden består og lever midt i hjertet af London om 5 år, eller om den lille dreng i 6.kl. valgte at gå andre veje og aldrig valgte at blive kompetent til 3. Gradsligningen, eller om min yngste søn vælger at bliver professionel trompetist, for det jo også en mulighed.

Det smukke er i nuet lige nu, og jeg vil være midt i det, som i orkanens øje.

Sommer hilsner

Maria magdalena.

Så kom sommerferien, og den indtog mig med en sådan fart at jeg nærmest blev ramt af rastløshed på forhånd. Jeg er virkelig dårlig til at lave ”ingen ting”, og hvad der af mange  opfattes som at slappe af, virker bare røv kedeligt på mig.

Egentligt burde jeg mentalt være mættet, alene af alle de forandringer der er om ørene på mig lige nu. En vel overstået eksamen,  forsøg på hussalg, ophør af 7 års job der nærmest har været ”mit liv”, for nu ”bare” at være studerende med hele 9 ugers ferie forude !!!

Og nylig hjemvendt fra skønne London er 1 del af denne sommers familie ferie allerede brugt op.

Kontrasten virker så stor lige nu, og det er svært for mig at finde der ind hvor jeg dvæler ved underkastelsen for Herren min.

Han lod mig fordybe mig i eksamenslæsning – dybest set en ligegyldig eksamen, skulle bare bestå og det ”risiko-felt” var jeg slet ikke nede i – men Han lod mig, fordi Han elsker mig og ved det betyder noget for mig. Han bar over med mig når jeg stresset vrissede af ungerne.

Jeg har ikke skulle bede Ham om rum og plads til læsning, Han har nærmest skabt rummet til mig, så alt imens Han varetog familiære forpligtigelser forsvandt jeg bag stakke af bøger, og plejede mit perfektionistiske gen.

Eksamens emnet var relativt frit, så selvfølgelig måtte jeg lade mit slavindesind skinne igennem, jeg kunne ikke lade være, der brænder en ild i mit hjerte…..

Og jeg fik mit 12 tal, i emnet kvindesyn. Som omhandlede alt fra sekularisering i samfundet, fra patriarkat til feministernes kamp i 70érne for kvindefrigørelse, til polygyni og kvindeundertrykkelse.

Men nu presser Herren mig, beder mig knæle for Hans fødder midt i køkkenet og selvfølgelig mens jeg er midt i noget andet. Han gør brug af mig kun til sin fornøjelse. Lydigt byder jeg mig til for Ham som Han ønsker, knæler hvor og når Han kræver. Jeg er ”gammel i gårde” så den fysiske underkastelse, beror blot på en beslutning for mig.

Sværere bliver det mentalt – når Han kræver jeg sænker blikket så snart mine øjne strejfer Hans. Der raser en kraft inden i mig der ikke vil bøjes og tøjres. Så uanset hvor meget jeg sænker mit hoved og bøjer mine knæ, genspejler mine øjne desværre styrke og mod.

Helt oprigtigt – jeg ønsker desperat at søge ind i Hans stærke favn, og finde dybden i underkastelsen. Der hvor alt i mig higer efter at kaste mig i dybet for Ham. Der hvor Han kunne spænde lænken til mit halsbånd efter Hans bil, hvis Han ønskede… der  hvor nøgen, forrevet og blødende slavinde hud er mit salige og levende offer til Ham.

Hvor end jeg gerne ville, og uanset hvor meget jeg prøver at komme der ind og gribe dybden….. synes det som at søge efter regnbuens ende.

Vores forhold bygger på Dominansen og underkastelsen. Sadisme og machocisme er blot et redskab for det andet. Han kan pille mig ned alene med sine ord eller sit blik, selv i mit kækkeste øjeblik. Ikke som i en påtaget leg, men som ydmygelse der når mit hjerte, lammer mine tanker og får alt inden i mig, til at isne.

Jeg bøjer mig i respekt for Ham, ikke i frygt.

Den sidste tid har krævet os til mange gøremål , så de virkelig udskejende s/m seancer er det ikke blevet til mange af. Jeg har fået mit pain rush i brændenælderne, og jeg elsker den intense smerte der går direkte i min hjerne.

Jeg tænker om det virkelig kan være de manglende smæk fra Herren, der gør mentale knuder for mig. Ikke pga. smerten – for man bøjer ikke en pige som mig med smerte, men med Dominans. Men den der naturlige hengivenhed der kommer efter smerten, det er jo den jeg desperat mangler.

Når det er sagt, er noget af det sidste jeg har lyst til lige nu faktisk smerte.

Men uanset – selv i de stunder hvor jeg er allerlængst væk mentalt – er Han forankret i mit underkastede slavindehjerte.